I hverdagen har vi faste rutiner for, hvornår vi holder samling, spiser, tager bussen osv. Det skaber trygge og velkendte rammer, og det gør også, at vi kan skabe god tid til ro, fordybelse og leg imellem de faste aktiviteter.
Vi forsøger at give børnene en hverdag, hvor vi veksler mellem vokseninitierede aktiviteter og fri leg med udgangspunkt i børnegruppens sammensætning, oplevelser og idéer.
Vi har et stort fokus på børnenes selvhjulpenhed gennem hele dagen, og vi hjælper og støtter dem i at gøre mange ting selv.
Dagens gang
Morgen
Vi åbner hver dag kl. 7.00 i Basen på Nørrebro. Her sørger vi for rolig leg og hygge til de børn, som kommer tidligt. Kl. 7.45 går vi ud til bussen. Vi er som regel tre voksne med bussen - en fra hver stue.
Kl. 8.00 kører bussen mod børnehaven i Ryparken, og vi er fremme ca. kl. 8.20. Børnene tager selv deres tasker med ind i børnehaven og stiller deres madpakker i køleskabet.
Vi tilbyder morgenmad til de børn, som ikke har fået spist hjemmefra. Herefter holder hver stue samling, hvor vi samles og får set alle børn og sagt ordentlig godmorgen til hinanden. Her taler vi også om, hvad vi skal lave i dag, og måske synger vi en sang.
Formiddag
Efter samlingen går vi i gang med de forskellige pædagogiske aktiviteter, vi har planlagt. Vi deler os ofte op i forskellige grupper, så vi kan skabe nærvær og planlægge aktiviteter, der passer til de enkelte børns alder, behov, interesser og relationer.
Vi er rigtig meget udenfor på vores store legeplads. Indimellem tager vi også på tur ud i nærområdet, hvor vi kan gå på opdagelse i naturen.
Frokost
Kl. 11.30 spiser vi frokost inde på stuerne. Børnene har madpakker med og er med til at dække bordene. Nogle gange tager vi også madpakkerne med på tur og spiser frokost i det fri.
Efter frokost leger vi igen - ofte udenfor, men der er også mulighed for at være inde. De børn, der har behov for det, sover lur oppe i vores gymnastiksal.
Eftermiddag
Eftermiddagen går med leg og aktiviteter. Omkring kl. 14.30 spiser vi eftermiddagsmad, og hvis vejret er godt, spiser vi gerne udenfor.
Herefter begynder vi at gøre klar til at tage bussen hjem. Nogle børn bliver hentet ude i Ryvang, og resten tager bussen tilbage til Basen på Nørrebro.
Bussen kører fra Ryvang kl. 15.55 og er tilbage på Nørrebro ca. kl. 16.20. Nogle børn bliver hentet ved bussen, og resten går med ind i Basen, hvor vi leger og hygger os, indtil de sidste bliver hentet.
Vi lukker kl. 17.00 - dog allerede kl. 16.00 om fredagen.