Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

Fra den 1. september 2026 har Ryvang eget produktionskøkken, hvor vores kok hver dag tilbereder velsmagende, varieret og vegetarisk mad til børnene. Børnene skal derfor ikke længere have madpakke med hjemmefra.

Mad og måltider er en integreret del af vores pædagogiske arbejde. Vi betragter måltidet som et vigtigt fællesskab og et pædagogisk lærings- og dannelsesrum. Her øver børnene blandt andet selvhjulpenhed, tager hensyn til hinanden og får mulighed for at være nysgerrige på forskellige råvarer, smage og konsistenser. Børnene inddrages i meningsfulde opgaver som borddækning, servering og oprydning, så de oplever, at deres deltagelse har betydning for fællesskabet.

I Ryvang fylder arbejdet med ”fra jord til bord” meget. På vores store naturgrund har vi blandt andet drivhus, frugttræer og områder, hvor vi dyrker forskellige grøntsager og krydderurter. Børnene deltager i hele processen – fra at så, vande og passe planterne til at høste, tilberede og smage på råvarerne. Vi sanker også på vores grund og bruger både køkkenet og bålpladsen, når børnene er med til at lave mad.

Gennem disse processer får børnene konkrete erfaringer med, hvor maden kommer fra, hvordan råvarer forandrer sig, og hvilken betydning årstiderne har for det, vi kan dyrke og spise. Samtidig understøtter arbejdet børnenes sanser, sprog, nysgerrighed, madglæde og mod på at møde nye smage.

I forbindelse med opstarten af køkkenet samarbejder vi med Meyers Madhus om at udvikle Ryvangs mad- og måltidspolitik. Samarbejdet skal være med til at skabe en fælles faglig retning for køkkenet og det pædagogiske personale med fokus på velsmagende grønne måltider, børneinddragelse, madmod, måltidsfællesskaber og en ansvarlig anvendelse af råvarerne.

Vi tilbyder desuden morgenmad og eftermiddagsmad til børnene hver dag.