Velkommen til Ryvang
Vi er en udflytterbørnehave, som ligger i Hellerup, men har opsamlingssted på Nørrebro, hvor vi hver dag tager bussen sammen ud til børnehaven. Vi har børn fra mange dele af byen, og mange vælger også selv at aflevere og hente ude i børnehaven.
Det giver en ret unik mulighed for at få alle fordelene fra en udflytterbørnehave, samtidig med at I får fleksibiliteten fra en bybørnehave. Derudover tager busturen ikke mere end 15-20 min.
Vi har plads til 64 børn, som fordeler sig på tre stuer: Solstuen, Månestuen og Stjernestuen. På hver stue er der to pædagoger og en pædagogmedhjælper.
Vores udflytterbørnehave
Børnehaven ligger på Rymarksvej i Hellerup - midt inde i Ryparken og tæt ved Mindelunden. Her har vi en helt fantastisk grund med en stor, grøn legeplads, masser af hyggelige kroge og legehjørner, drivhus, frugttræer, bålplads og meget mere.
Vi holder til i et stort, hyggeligt træhus, som tidligere har fungeret som soldaterbarak. Indenfor har vi god plads. Alle stuer har to rum, så vi let kan dele os op. Vi har også forskellige aktivitetsrum: en stor gymnastiksal, hvor vi tumler og danser, et lille bibliotek, hvor vi læser og hygger, og et køkken hvor vi laver mad med børnene.
Vi tager ofte på tur ud i området omkring børnehaven. Vi besøger den lille sø foran børnehaven eller går på opdagelse længere ind i Ryparken og bruger naturen til leg og aktiviteter året rundt. Indimellem tager vi også til rytmik og musik i det lokale kulturhus, som har livemusik i børnehøjde hver torsdag.
Basen på Nørrebro
På Jesper Brochmands Gade 6 ligger vores opsamlingssted, som vi kalder Basen. Her er vi i ydertimerne af dagen, hvor vi ikke er i udflytteren - det vil sige mellem kl. 7.00-7.45 og 16.20-17.00.
I Basen har vi to store rum, som er indrettet til forskellige pædagogiske aktiviteter. Vi har både et kreaområde og et motorikområde.
Naturen i fokus
Vores beliggenhed og store grund giver os rigtig gode muligheder for at bruge naturen i de pædagogiske aktiviteter. Naturen er derfor en stor del af vores hverdag med børnene i Ryvang. Vi undersøger naturen, opholder os i den og bruger den som afsæt for rigtig meget af det, vi laver med børnene. Vi laver bålmad, og vi dyrker og høster vores egne frugter og grøntsager sammen med børnene.
Vi har også et fast samarbejde med Naturcenter Amager, som kommer hvert år og laver et forløb med os, hvor både børn og voksne bliver fodret med ny viden om, hvad naturen egentlig kan, og hvordan vi kan bruge den i hverdagen - det kan være at lave vores egne helikoptorer, bygge heliumraketter eller finde dyrespor i skoven.